Giver bedre liv til døende

( INTERVIEW) Fysioterapeut på Bornholm kører ud til alvorligt syge og døende. Den professionelle berøring skaber lindring og rum for følelser, og lægger op til samtale om livet og døden hvis man tør.

TEKST JOURNALIST JENS STUBKJÆR FOTO TORBEN VUILLUMSEN

”Jeg har allerede begravet min første patient,” siger Birgit Koefoed med et smil.

”Jamen, sådan er det. Det var godt!” Solen skinner, og vi snakker over køkkenbordet i hjemmet lidt uden for Rønne.

Birgit Koefoed er glad ind i sjælen. Efter 25 år i faget, de sidste på Bornholms Centralsygehus, startede hun i maj egen virksomhed på Bornholm. Som selvstændig fysioterapeut uden ydernummer kører Birgit Koefoed ud til alvorligt syge og døende, ofte cancerpatienter, hvor hun giver lindrende fysioterapi i deres hjem rettet mod både den fysiske og den psykiske smerte.

”Jeg tør være til stede, midt i kaos med angst, smerter og sorg, sammen med patienten. Med mine hænder, min intuition og med en blid form for fysioterapi skaber jeg et rum, hvor der er ro og tryghed. Et rum, der giver patienten mulighed for at åbne for de kropslige knuder og kaotiske tanker, som ofte følger en kræft-diagnose. Og så behandler vi det sammen. Det er stærkt,” konstaterer Birgit Koefoed med endnu et smil, der viser, at hun som fysioterapeut har fundet det for hende mest livsbekræftende speciale.

Men det er svært at finde ordene til det nye visitkort. ”Hvad skal jeg kalde min virksomhed? Jeg ved det ikke!” siger Birgit Koefoed, der ikke finder, at ordet mobil fysioterapeut dækker hendes professionelle møde med et andet menneske.

Det er hverken genoptræning, sved på panden eller massage, Birgit Koefoed tilbyder. I et brev til samarbejdspartnere på øen beskriver hun det som palliativ fysioterapi, smertehåndtering, lymfedrænage og psyko-somatik.

Selve mødet med patienten, der har fået stillet en diagnose, der kan føre til døden, er meget vigtigt.

”Som behandler skal jeg kunne rumme patientens angst angst for det ukendte, død, lidelse, smerte og for at miste sin værdighed. Uvisheden om, hvordan og hvornår døden indtræffer, er også svær. Det er en stor sorg hele tiden at blive konfronteret med de ting, du som syg ikke længere kan og derfor må tage afsked med. Det er jo én lang proces, hvor du mister og skal sige farvel. Den sorg sætter sig også i kroppen.”

I ORDEN AT GRÆDE

”Her er fysioterapi et fantastisk redskab. Jeg har utrolig mange strenge at spille på. Jeg bruger altid bevidst vejrtrækning for at opnå afspænding og derved komme frem til hjælp til selvhjælp. Jeg bruger blid massage, professionel berøring, visualisering. Nogle patienter har brug for hjælp til at bevæge sig eller til at ligge godt. Behandlingen gør, at de kan finde ro i deres syge krop, og vi kan komme i dialog om, hvordan de kan samarbejde med deres krop i stedet for at modarbejde den. Det giver plads til tanker og følelser, og her er det vigtigt, at jeg med ord og kropssprog signalerer, at det er helt i orden at være ked af det, at græde og evt. sætte ord på nogle af de ting, der er svære. Det handler jo om livskvalitet, og vi lever indtil sidste åndedrag.

Som én af de pårørende sagde til mig: ”Jeg ved ikke hvad du har gjort, men det er da en utrolig energi, hun har fået efter, at du har været her”. Nogle hjemmesygeplejersker der har oplevet, hvordan en patient har det før og efter min behandling, siger: ”Er det den samme person?””

Hvad gør Birgit Koefoed konkret, når hun f.eks. kommer ind ad døren hos en kræftpatient et sted på Bornholm?

”Jeg har aldrig bestemt på forhånd, hvad min behandling skal indeholde. Regimer eksisterer ikke inden for palliativ fysioterapi. Det er vigtigt, at jeg møder patienten dér, hvor han er, og det ved jeg jo ikke, før vi mødes! Og meget vil ofte være anderledes næste gang, vi ses.

Jeg hjælper dem til at få ro i sig selv. Det gør jeg ved at guide deres vejrtrækning og med berøring. Nogle gange arbejder jeg med hovedet, ryggen og skuldrene. Andre gange er det grænseoverskridende for et menneske at få fremmede hænder så tæt på, men så kan jeg starte med fødderne. Fodmassage og berøring af fødder og ben kan give patienten fornemmelse for, at det stadig er hans ben, selv om han måske ikke længere er i stand til at bruge dem. Jeg er meget opmærksom på reaktioner i kroppen, ændringer i vejrtrækning, øget eller mindsket muskelspænding. Når patienten bliver opmærksom på disse ting , kan han arbejde med det. Patienterne føler sig dybt trygge i mine hænder. Jeg lærer dem nogle ting, som de kan bruge selv, når jeg ikke er der. De skal jo ikke blive afhængige af mig. Det er en gave som terapeut at have vejrtrækningen at arbejde med. Den kan vi bruge mod angst og spændinger. Så sker der noget, både fysisk og psykisk.

To-tre dage før døden indtræffer, har jeg ofte bemærket et ændret og mindre behov for den fysiske fysioterapi med berøring. Dér starter det, som nogle kalder indflyvningen. Der er måske kun brug for at guide vejrtrækningen, og mit fokus flyttes mere over på de pårørende. Jeg har haft et forløb med en patient, hvor jeg havde sidste kontakt nogle timer inden han døde. Det blev et meget smukt farvel. Det er vigtigt for mig, at jeg af hensyn til mig selv får hvert forløb bearbejdet og afsluttet.”

ANGSTE FOR RUMMET

En kræftpsykolog sagde engang: Jeg er så misundelig på jer fysioterapeuter, fordi det rum, som I skaber med jeres berøring, det skal jeg skabe med ord. Og det er så svært. Jeg må ikke lægge hånd på patienterne, men det må I, og det er fuldt legalt,” fortæller Birgit Koefoed og tilføjer: ” Men hvis vi selv som behandlere er angste for det rum, så sørger vi for ikke at skabe det. Og hvis patienten kommer med en eller anden lille bemærkning for lige som at åbne op, så kan vi vælge at ignorere det. Det har jo noget at gøre med vores eget forhold til døden. Jeg har også oplevet læger, som ikke tør snakke om døden. Patienterne vil gerne, men nogle tør altså ikke. Det handler jo om, at der er nogle eksistentielle ting, de ikke har gjort op med sig selv”.

Da Birgit Koefoed i 1993 begyndte på medicinsk afdeling på Bornholms Centralsygehus erfarede hun snart, at hun var til stor hjælp for cancerpatienterne. I 1997 tog hun kursus i palliativ pleje og behandling, arrangeret af Sankt Lukas Hospice i Hellerup, og hun har, efter at have taget uddannelse i lymfedrænage, været en hovedkraft i, at Bornholm delvis kunne hjemføre denne behandling til øens eget sygehus. Sammen med læger og sygeplejersker har hun lagt grunden for amtets udgående palliative team, der også underviser og informerer sundhedspersonalet på hele øen om palliativ pleje og behandling. Forsøget med udgående palliativt team udløber ved årets udgang. Birgit Koefoed håber, det bliver et fast tilbud med et bredt tværfagligt personale tilknyttet. I øjeblikket består det af læge og sygeplejerske.

”Da jeg arbejdede på sygehuset, fulgte jeg tit folk i en del år fra de fik kemobehandling, og til døden indtrådte. Jeg har ofte følt mig privilegeret ved at få lov at gå ved siden af et menneske, der gennemgår en så stor proces. Mange af dem bliver mere levende, fordi deres værdier ændrer sig. Lige pludselig er det de små ting, der betyder noget. Jeg synes jo, jeg lærer meget af de mennesker,” siger Birgit Koefoed, der beklager, at den palliative fysioterapi har så lidt interesse blandt fysioterapeuter generelt.

”Der er ikke andre her på øen, der har lyst til at tage sig af den her patientkategori. Som fysioterapien har udviklet sig i de sidste år, handler det om at kunne måle og bevise virkningerne og det dur ikke her. Det er bløde værdier, som ikke kan bevises. Hvordan vil du forske i empati eller i kemien mellem to mennesker?” spørger Birgit Koefoed og fortsætter: ”Heldigvis er der fra politisk side stor fokus på den palliative indsats. Der er nu lovgivning omkring amternes indsats”.

UD PÅ DYBT VAND

I husets anden ende, modsat køkkenet, er lokalerne, der skal rumme Birgit Koefoeds klinik, snart klar til kunderne. Og så kan hun supplere hjemmebesøgene med arbejde her, for hun vil også arbejde med andre end døende og alvorligt syge.

Ellers bliver det for tungt, når der ikke er daglig kontakt med kolleger.

”Heldigvis har jeg et godt samarbejde med primærsektoren og det palliative team, der var mine daglige samarbejdspartnere i mit arbejde på sygehuset,” fortæller hun.

”At blive selvstændig, uden for tilskudsordningerne, er et spring ud på dybt vand. Men nu ved jeg, at de patienter, der henvender sig, bevidst har valgt mit behandlingstilbud, og jeg kan sige ja eller nej til at behandle. Jeg har det godt med de valg,” siger Birgit Koefoed, der p.t. har status af iværksætter med supplerende dagpenge.

Helt aktuelt er Birgit Koefoed på opfordring ved at forberede undervisning til hjemmesygeplejersker. Indholdet bliver noget i retning af: ”Mødet med den alvorligt syge og døende patient, og hvad min egen krop fortæller mig om mig selv i dette møde.”

”Når det her bliver mere kendt, kan jeg godt forestille mig, at efterspørgslen bliver meget stor. Et eller andet sted synes jeg, alle mennesker fortjener at få en ordentlig behandling og få den hjælp. Tænk på alle de ressourcer vi sætter ind til gravide, men når vi skal dø, skal det helst skjules.

Den dag, jeg skal dø, så håber jeg, der er en fysioterapeut, som vil hjælpe mig på vej. Det burde være en menneskeret,” mener Birgit Koefoed.

FARS DØD VAR ÅRSAGEN

”Jeg har spekuleret på, hvorfor jeg gør det her,” siger Birgit Koefoed og kommer selv med svaret:

”Jeg mistede min far i 1976, og det var ikke et godt dødsleje, for der blev ikke lyttet til ham. Læger og sundhedspersonale respekterede ham ikke og tvangsbehandlede ham i terminalfasen, med unødvendig kaos, smerter og frustration til følge. Det kunne i hvert fald gøres bedre,” siger Birgit Koefoed, der indrømmer at hendes arbejde med døende nu påvirker hele hendes egen familie.

Ingen får lov at forlade huset, uden de har sagt ordentligt farvel til Birgit, der har tre børn og en (sø-)mand, der under interviewet får et kærligt kys under det store overskæg, før han kører en tur på havnen i Rønne.

”Vi ved aldrig, om det er sidste gang, vi ser hinanden, vel?”.